Administrerende direktør i Hillerød Forsyning Søren Støvring fylder 60 år den 4. november

Pressemeddelelse

I corona-tider fejres runde fødselsdage i afdæmpet stil. Således også når adm. direktør for Hillerød Forsyning den 4. november 2020 fylder 60 år. Det skal fejres i den kommende weekend, hvor han og hustruen Jane får besøg af Sørens børn.

Søren Støvring drømte oprindelig om at læse astronomi eller atomfysik, men indså, at han ikke ville forske alene på et kontor, men helst arbejde sammen med andre mennesker.

Han begyndte at studere på DTU, og da han først havde stiftet bekendtskab med elproduktion, valgte han det som sin karrierevej. Unge Søren Støvring blev først civilingeniør og siden også ph. i elforsyning, og da han ville gå efter at arbejde med ledelse, tog han endnu en uddannelse, der både gav økonomisk forståelse og kendskab til personaleledelse. Det blev til en bachelor fra Copenhagen Business School.

Fra 1988 arbejdede Søren Støvring med elforsyning i virksomheder som Elkraft, SK Energi og E2 Energi. Han kom til NESA og blev ansvarlig for drift og planlægning af højspændingsnettet. Samtidig var han formand for arbejdsgruppe om drift af det nordiske elnet. Han blev hentet til firmaet Powercom som administrerende direktør for at arbejde med fibernet. Under hans treårige ledelse tidobledes virksomhedens overskud.

Efter dét eventyr blev Søren Støvring hentet til Telia Fastnet, hvor han prøvede kræfter med ledelse på højt niveau som ansvarlig for en virksomhed med 1.000 ansatte. Han kom herefter blandt andet til Butler Networks og Sydenergi. I 2014 blev han hentet til Hillerød Forsyning af daværende administrerende direktør Alaa Barky, som han i 2015 efterfulgte på posten som administrerende direktør i Hillerød Forsyning.

Søren Støvring har været med til at ændre Hillerød Forsyning til et moderne forsyningsselskab, der betjener Hillerød Kommune i Nordsjælland. Hillerød får 1.200 nye indbyggere hvert år, og forsyningen skal løbende udvikles til at kunne servicere det stigende antal borgere og virksomheder. Og det skal ske på en miljømæssigt forsvarlig måde, så området overleveres til de kommende generationer i så god en tilstand som muligt.

Selvom der gøres plads til mere industri og blandt andet et supersygehus, skal denne udvikling understøttes effektivt – så det ikke bliver for dyrt at få rent vand, renset spildevand, varme og affaldshåndtering i miljøklasse A.

Søren Støvring tror på værdibaseret ledelse og har omstillet organisationen fra regler til rammer – og til at have kunderne i centrum. Det er hans filosofi, at enhver beslutning træffes bedst så tæt som muligt på, hvor tingene sker, og i tillid til at ledere og mellemledere gør det rigtige.

Det seneste års blæst om Hillerød Forsyning har også lært Søren Støvring, at uanset hvor godt en virksomhed gør det, kan der altid sættes en finger på det. Men det er hans overbevisning, at Hillerød Forsyning skal være åben overfor kritik, synspunkter og spørgsmål fra borgere og virksomheder i lokalsamfundet, fordi de ofte er værdifulde og kan være med til at gøre forsyningen endnu bedre.

Når Søren Støvring holder fri, går han til italiensk for begyndere. Han og hustruen har et fristed i Italien, hvor de nyder både maden og kulturen. Desuden følger han altid med i Formel 1. Han mener, det er ingeniøren i ham, der kan lide de toptunede maskiner og imponeres over, hvad de hidsige biler kan levere.

Yderligere oplysninger:

Søren Støvring, Adm. direktør i Hillerød Forsyning på ssh@hfors.dk

Emne
  • Hillerød Forsyning