Spørgsmål og svar om stigende varmepriser

Prisen på naturgas er steget markant på globalt plan gennem det seneste år, hvor gasprisen har taget nogle voldsomme spring. Det har også fået konsekvenser for fjernvarmeprisen i Hillerød. Her kan du læse mere om, hvorfor prisen stiger, og hvad det betyder for dig som fjernvarmekunde.

Hvorfor stiger prisen på fjernvarme?

Prisen på både naturgas og biomasse er steget kraftigt gennem det seneste års tid. Ruslands invasion af Ukraine har betydet, at priserne ikke er faldet tilbage til et mere normalt niveau, men derimod er historisk høje.

Hillerød Forsynings varmeproduktion er primært baseret på netop biomasse og naturgas. Efter reglerne skal økonomien på fjernvarmeområdet hvile i sig selv. Det betyder, at fjernvarmeselskabet hverken må tjene eller tabe penge. Det er derfor, vi er nødt til at hæve priserne.

Hvornår træder prisstigningen i kraft?

Takststigningen træder i kraft pr. 1. oktober 2022 og gælder resten af året og frem til næste takstændring. F.eks. hvis råvaremarkederne og -priserne falder varigt til ro. De nye takster vil ligge til grund for kommende aconto-opkrævninger. Næste aconto-opkrævning sker i november i år (4. rate 2022).

Prisstigning i 2022 i forhold til 2021

Med prisstigningerne for det variable forbrug hhv. pr. februar og pr. oktober 2022 vil du opleve en 50 % stigning i den samlede varmepris i forhold til 2021.

I 2021 betalte et standardhus 11.889 kr. og med prisstigningerne skal samme standardhus i 2022 betale 17.826 kr.

Det giver en forskel på 5.937 kr., som svarer til 50 %.

Hvor meget stiger prisen?

Prisen pr. MWh stiger den 1. oktober 2022 fra 661,50 kr. til 1.112,50 kr. inkl. moms, altså en stigning på 68 %. Vi ændrer ikke prisen på det årlige abonnement, hvor minimumsprisen er 3.744 kr. pr. år inkl. moms.

Hvad er forklaringen på prisstigningen?

Efter i flere år at have ligget rimeligt fast på 1 kr. pr. m3, begyndte prisen på naturgas på de internationale spotmarkeder i begyndelsen af 2021 at stige kraftigt. Hillerød Forsyning varslede derfor sidste efterår en prisstigning pr. 1. februar 2022.

Prisstigningen i februar var baseret på en gaspris på ca. 6 kr. pr. m3. Siden kom krigen i Ukraine, og den har presset gaspriserne endnu højere op. På de internationale gasmarkeder har prisen på intet tidspunkt i år været under 8 kr., og ofte har prisen svinget omkring 20 kr. 

Samtidig med, at gasprisen er op imod tyvedoblet på under to år, er også prisen på biomasse steget. Ikke så voldsomt som gas, men der er dog tale om cirka en fordobling af prisen alene i år.

Hvad er et ”standardhus”?

Begrebet standardhus er et fast begreb, der anvendes af den samlede danske fjernvarmebranche. Et standardhus er på 130 m2 og har et varmeforbrug på 18,1 MWh pr. år.

Varmeprisen er ændret to gange i 2022. Det betyder, at den gennemsnitlige varmepris for en standardkunde bliver et vægtet gennemsnit af forbruget og varmeprisen de enkelte måneder i året.

  • Den NYE gennemsnitlige varmepris for en standard kunde forventes at blive 778 kr./MWh. Den samlede varmebetaling for 2022 bliver derfor 3.744 kr. + 18,1 MWh * 771,60 kr./MWh = 17.710 kr.
  • Den GAMLE gennemsnitlige varmepris for en standard kunde forventedes at blive 633 kr./MWh. Den samlede varmebetaling for 2022 ville derfor blive 3.744 kr. + 18,1 MWh * 629,55 kr./MWh = 15.139,00 kr.

Den nye pris betyder en ekstra varmeomkostning i 2022 på 2.571 kr. svarende til en stigning på 17 %.

Det reelle varmeforbrug afhænger af mange forskellige faktorer (antallet af beboere, udendørstemperaturen, husets isolering osv.), men standardbegreberne er indført for at give kunderne en indikation af den forventede pris.

Hvad er en "standardlejlighed"?

Begrebet standardlejlighed er et fast begreb, der anvendes af den samlede danske fjernvarmebranche. En standardlejlighed er på 75 m2 og bruger 15 MWh varme pr. år.

Varmeprisen er ændret to gange i 2022. Det betyder, at den gennemsnitlige varmepris for en standardkunde bliver et vægtet gennemsnit af forbruget og varmeprisen de enkelte måneder i året.

  • Den NYE gennemsnitlige varmepris for en standard kunde forventes at blive 771,60 kr./MWh. Den samlede varmebetaling for 2022 bliver derfor 3.744 kr. + 15 MWh * 771,60 kr./MWh = 15.318 kr.
  • Den GAMLE gennemsnitlige varmepris for en standard kunde forventedes at blive 629,55 kr./MWh. Den samlede varmebetaling for 2022 ville derfor blive 3.744 kr. + 15 MWh * 629,55 kr./MWh = 13.187 kr.

Den nye pris betyder en ekstra varmeomkostning i 2022 på 2.131 kr. svarende til en stigning på 16 %.

Det reelle varmeforbrug afhænger af mange forskellige faktorer (antallet af beboere, udendørstemperaturen, husets isolering osv.), men standardbegreberne er indført for at give kunderne en indikation af den forventede pris.

Regner I med at holde den pris næste år?

Prisstigningen på råvarerne, naturgas og biomasse, skyldes primært internationale forhold, og en stabilisering af råvarepriserne afhænger derfor af udviklingen i Ukraine og de internationale sanktioner mod Rusland.

Det er således ikke muligt på nuværende tidspunkt at sige noget om den langsigtede udvikling i fjernvarmeprisen.

Hvorfor stiger prisen så meget?

Fjernvarmeprisen er baseret på omkostningerne ved at producere og transportere varme mv. Prisen må ifølge varmeforsyningsloven ikke overstige omkostningerne. Det statslige kontrolorgan, Forsyningstilsynet, kontrollerer, at grundlaget for varmeprisen er korrekt.

Er der risiko for, at I slet ikke kan levere varme næste vinter?

Energistyrelsen har meldt ud, at der kan opstå mangel på naturgas. Som forsyningsselskab er vi en ”ikke-afbrydelig kunde”, og det betyder, at vi vil have adgang til naturgas, selv hvis der opstår en mangelsituation. Derimod er mange industrivirksomheder klassificeret som ”afbrydelige kunder”, og de vil skulle finde alternative energikilder.

Kan jeg få tilskud til at betale min varmeregning?

Private forbrugere i Hillerød Varme A/S forventes ikke at være omfattet af den statslige støtteordning (varmecheck). For at være omfattet af ordningen skal over 65 % af fjernvarmen være produceret på gas. Det er ikke tilfældet i Hillerød, hvor andelen ligger på cirka en tredjedel.

Få mere at vide om mulighederne for økonomisk støtte.

Få økonomisk støtte

Få tip til, hvordan du sparer på varmen.

10 tip til at spare på varmen

Hvorfor udfaser I ikke bare naturgas fra jeres varmeproduktion?

Hillerød Forsyning er i gang med en gennemgribende omlægning af varmeproduktionen. Før 2006 var al varme produceret på basis af fossilt brændsel (naturgas). I dag er ca. 2/3 af varmen bæredygtig og grøn, idet den er produceret på en blanding af biomasse (træflis), træpiller og overskudsvarme.

Ambitionen og planen er, at hele varmeforsyningen i 2025 er fuldt omstillet og dermed produktionen 100 % grøn.