Medarbejder, arbejdsstation

Hillerød Forsyning lancerer ny og mere brugervenlig hjemmeside

Nyhed

Velkommen til Hillerød Forsynings nye hjemmeside. Udover at siden har fået nyt design, er den også gjort mere enkel og brugervenlig. Kunden er kommet i centrum.

Hillerød Forsynings hjemmeside havde efterhånden nogle år på bagen, og af flere årsager var det på tide at få en ny. Designet var ikke længere tidssvarende, og da forsyningsbranchen hele tiden udvikler sig, var mængden af informationer efterhånden blevet ret omfangsrigt.

Det var med andre ord blevet tid til en hovedrengøring.

Og så ville vi gerne gøre det nemmere og enklere for dig som kunde at finde det, du søger.

Hillerød Forsynings værdier sætter kunden i centrum, og det har været vigtigt for os, at det også afspejler sig tydeligere i den måde, vores hjemmeside er bygget op på, og i sproget vi bruger.

Derfor har vi f.eks. gjort navigationen enklere – bl.a. ved at reducere antallet af undersider fra over 400 til knapt 150, ligesom vi har forsøgt at sætte os i dit sted og tage udgangspunkt i din situation og dit behov som kunde. Derudover er mange undersider blevet slået sammen, så man generelt behøver færre klik for at komme rundt på siden.

Når vi går på nettet i dag, sker det i høj grad, mens vi er på farten. Derfor har vi sikret os, at den nye hjemmeside også fungerer markant bedre end den gamle, når du tilgår den fra en mobiltelefon eller tablet.

En enklere hjemmeside

Nyt design, en enklere struktur, større skrifttyper og en mere konsekvent brug af farver er med til at øge webtilgængeligheden.

De fire forsyningsarter har længe haft hver sin farve, og på den nye hjemmeside er navigationen blevet tydeligere gennem en øget og mere konsekvent brug af de fire farver.

I dag vil vi som kunde helst betjene os selv, fordi det er nemmest og hurtigst. Vi handler på stadig mere på nettet, tjekker ind til flyveturen hjemmefra, og køber vores biografbilletter online. Derfor har vi øget fokus på selvbetjeningsløsningerne, så det er blevet enklere og nemmere for dig som kunde at navigere rundt og klare dig selv.

Skulle du alligevel have brug for at komme i dialog med os, så står Kundeservice naturligvis stadig klar til at hjælpe dig.

Nyt navn – og så alligevel ikke

Hillerød Forsynings hjemmeside har i en årrække haft to forskellige navne – eller adresser – på internettet. Både hillerodforsyning.dk og hfors.dk, hvor hillerodforsyning.dk var den primære adresse. Dvs. at man automatisk blev ledt ind på hillerodforsyning.dk, uanset hvilken af de to adresser, man tastede ind i adressefeltet i sin browser.

I fremtiden vender vi det om, så hfors.dk bliver den primære adresse. Det er der to årsager til: Det giver kortere og enklere web-adresser, og der bliver overensstemmelse mellem vores mailadresser og vores hjemmesideadresse.

Fejl og mangler

Vi har arbejdet på at sikre, at der ikke er fejl på den nye hjemmeside, dvs. at det, vi skriver, er korrekt, at links virker, og at dokumenter til download er de aktuelle versioner. Men selvom vi har faktatjekket og korrekturlæst til den store guldmedalje, er vi udmærket klar over, at der meget vel kan have sneget sig fejl ind alligevel. Eller at der er informationer, der mangler.

Skulle du opdage fejl og mangler på den nye hjemmeside, så send os gerne en mail, så sørger vi for at få lappet hullet og udbedret fejlen.

Emne
  • Hillerød Forsyning

Kontakt

Kommunikation