Affald, Hillerød Forsyning, Giv det videre

Nyt genbrugskoncept på genbrugsstationen

Nyhed

Nu kan foreninger, skoler, virksomheder og borgere gratis hente genstande fra genbrugsstationen, når Hillerød Forsyning sætter gang i ny forsøgsordning. Konceptet hedder GIV DET VIDERE og har sin rod i ny lovgivning.

Skal du skille dig af med dine ting og sager, og er de for gode til at blive smidt ud? Så giv dem videre til nogen, der vil blive glade for dem. På den måde bliver dine ting genbrugt, og vi kan sammen spare på ressourcerne - til fordel for klimaet og miljøet.

"På genbrugsstationen får vi hvert år indleveret rigtig mange fine genstande, som vi tidligere har solgt videre i genbrugsbutikken. Dette koncept videreudvikler vi nu med en ny forsøgsordning.
Vi glæder os til at byde foreninger, skoler, virksomheder og borgere velkommen på genbrugsstationen og skabe endnu bedre muligheder for genanvendelse," siger Peter Underlin, forsyningsdirektør i Hillerød Forsyning.     

Nyt genbrugsområde GIV DET VIDERE

Alle kommunale genbrugspladser skal sikre, at private aktører og kommunale institutioner kan overtage indleverede genstande gratis. Derfor åbner vi et nyt genbrugsområde på genbrugsstationen, som vi kalder GIV DET VIDERE. Her kan man booke sig ind for en uge ad gangen og hente alle de genstande, der bliver indleveret. Man forpligter sig til gengæld til en oprydning. 

Læs mere om GIV DET VIDERE og booking her

LOV nr. 898 af 21/06/2022

Baggrunden for etableringen af genbrugsområdet er en ny lovgivning, hvori det fremgår, at kommunerne har pligt til at etablere genbrugsområder på kommunale genbrugspladser og sikre, at private aktører eller kommunale institutioner har mulighed for at overtage genstande vederlagsfrit. Derfor laver Hillerød Forsyning nu en forsøgsordning med dette udgangspunkt.

»§ 50 f. Miljøministeren fastsætter regler om kommunalbestyrelsens pligt til at etablere genbrugsområder på genbrugspladser i kommunen, herunder om størrelse, indretning, drift og anvendelse af genbrugsområdet.

Stk. 2. Klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler om kommunalbestyrelsens pligt til at give private aktører eller kommunale institutioner mulighed for at overtage genstande, der er afleveret i genbrugsområder på genbrugspladser, herunder om kommunalbestyrelsens pligt til at afsætte genstandene vederlagsfrit. Klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter endvidere regler om inddragelse af offentligheden i den lokale udmøntning af ordningen, herunder om udelukkende digital annoncering.«

...

 

Emne
  • Affald