Affald og ressourcer: Forløb i skoletjenesten

Affald er ikke bare affald – det er en vigtig ressource. Jo mere vi genanvender, jo mindre bliver der sendt til forbrænding. Og det er til fordel for både klima og miljø. Under dette forløb besøger vi vores genbrugsstation og taler om sortering, genanvendelse, vigtige materialer og ressourcernes vej - fra brugsgenstand til affald og til brugsgenstand igen.

Genbrugsstation, Hillerød Forsyning, container

Konservesdåser, ødelagte flyttekasser, hullet tøj, iturevne bøger eller misfarvede plastikbøtter.
Alt sammen ting, der kan genanvendes og indgå i en ny cyklus, efter det er røget i skraldespanden derhjemme eller i en container på genbrugsstationen – hvis det sorteres korrekt.

Affald kan have en stor værdi, når man skal lave nye produkter, og ved at genanvende vores ting og sager sparer vi jorden for unødvendig belastning. F.eks. kan pap i gennemsnit bruges syv gang, og metal kan genbruges i det uendelige.

Under jeres besøg på vores genbrugsstation gennemgår vi affaldets vej: Fra inden det bliver til affald, og til det skifter form og får en ny funktion - og hvad det så kan bruges til. Vi kigger i containerne og taler om, hvad affaldet kan genanvendes til, hvor materialerne kommer fra, og hvorfor det er så vigtigt, at vi sorterer korrekt og genanvender og genbruger så meget som muligt. 

Book forløb her
 

Mødested

Foran hovedindgangen ved Hillerød Forsyning
Solrødgårds Allé 6
3400 Hillerød

Målgruppe  

Forløbet kan bookes af daginstitution, indskoling, mellemtrin, udskoling, ungdomsuddannelse, erhvervsuddannelse og anden uddannelse. Indholdet vil altid blive målrettet de besøgende.
Der er udviklet undervisningsforløb for udvalgte målgrupper. Læs mere om disse nedenfor.

Undervisningsforløb 

Undervisningsforløb i Hillerød Forsynings skoletjeneste 

Når I har undervisning I skoletjenesten hos Hillerød Forsyning, har vi fokus på elevernes nære miljø og deres egen adfærd i hverdagen

Eleverne kommer tæt på de naturfaglige processer, mekanismer, begreber og arbejdsmetoder, der anvendes i forskellige dele af arbejdet med forsyning. 

Gennem dialog og praktiske øvelser bliver eleverne opmærksomme på, hvad der går forud for, at borgerne i Hillerød får rent vand i hanen og varme i radiatoren, og at affald og spildevand bliver håndteret forsvarligt og bæredygtigt. 

Vi går på opdagelse på vores værker for at se, hvordan virkeligheden ser ud, når processerne fungerer, og vi efterligner arbejdsmetoderne. 

Når eleverne går hjem fra besøget, vil de have en større forståelse for arbejdsmetoderne og processerne i en forsyning, og de vil være blevet introduceret til simple handlinger, så det kan være med til at passe bedre på klima og miljø i deres hverdag.

Læs mere om skoletjenestens pædagogiske profil her.

Dagsinstitutioner

Vi arbejder i øjeblikket på at udvikle et specifikt forløb til denne målgruppe. 
Vi kan stadig tilbyde forløb og rundvisning. 

0.-3. klasse: Genbrug er god brug

Alle mennesker producerer affald hver eneste dag. Men hvad består affaldet af, og hvorfor er det så vigtigt, at det bliver sorteret korrekt?

I undervisningen taler vi om, hvad der gør affald til affald, og hvad der sker med det, efter det er sorteret og hentet af enten skraldemanden eller afleveret på genbrugsstationen.

Gennem praktiske øvelser, hvor eleverne sorterer forskellige slags affald, oplever de selv forskel på materialer, og hvad det kan bruges til.

Til slut går vi over på genbrugsstationen og ser, hvad der gemmer sig i containerne, og taler om, hvad det kan bruges til.

Læringsperspektiver

  • Eleverne får kendskab til affaldssortering.
  • Eleverne får praktisk erfaring med at identificere materialer og lave sortering af affald.
  • Eleverne erfarer, at affald er en ressource, som kan genanvendes og laves til nye ting, og at man passer på naturen ved at genanvende og genbruge.

Praktisk

  • Målgruppe: 0.-3. klasse
  • Varighed: 90 minutter
  • Periode: Forløbet kan bookes hele året
  • Deltagerantal: 
    Minimum fem elever og en lærer. 
    Maksimalt 30 elever + lærere.

Forenklede fælles mål
Natur og teknologi efter hhv. 2. og 4. klasse 

4.-6. klasse: Ny sodavand på gamle dåser

Tomme sodavandsdåser forsvinder hurtigt ned i pantmaskinens mørke, og vi hører en tydelig metallisk skramlen, når den rammer bunden af maskinen og bliver krøllet sammen. Men hvor havner den sammenkrøllede dåse, og i hvilken form kan vi se den igen?

I dette undervisningsforløb arbejder vi med, hvordan forskellige materialer kan genanvendes, efter affaldet er sorteret. 
Vi taler om, hvilke materialer som kan genanvendes - nogle kun en enkelt gang og andre utallige gange.

Eleverne får forskellige typer af affald mellem hænderne og skal efter bedste evne sortere det. Gennem denne praktiske øvelse får eleverne mulighed for at se på, hvad affaldet er lavet af, og diskutere, hvordan de mener, at produkter skal laves, så det kan genanvendes bedst muligt. 

Sammen med eleverne diskuterer vi, hvordan man får mest muligt energi ud af sit affald, og hvordan de selv kan gøre en forskel, når de står med affald derhjemme.

På genbrugsstationen oplever eleverne andre typer affald end det, de har derhjemme, og de får mulighed for at træne deres sorteringsfærdigheder, når vi ser på affaldet i de store containere. 
Her får de flere fortællinger om, hvordan vi er blevet bedre og mere specialiserede til at genanvende affald.

Læringsperspektiver

  • Eleverne får praktisk erfaring med at identificere materialer og lave praktisk sortering af affald.
  • Eleverne får viden om, hvordan affald håndteres, når det genanvendes, og hvilken ressource man får ud af det ved at forbrænde det.
  • Eleverne kan groft perspektivere til, hvordan deres egen adfærd med affaldshåndtering kan påvirke miljøet - både forbedring gennem genbrug og konsekvenserne, når vi ikke genbruger og genanvender. 

Praktisk

  • Målgruppe: 4.-6. klasse
  • Varighed: 90 minutter
  • Periode: Forløbet kan bookes hele året
  • Deltagerantal: 
    Minimum fem elever og en lærer. 
    Maksimalt 30 elever + lærere.

Forenklede fælles mål
Natur og teknologi efter 4. klasse og 6. klasse. 

4.-6. klasse: Naturvidenskabsfestival i uge 39 - Igen og igen

I årets Naturvidenskabsfestival hylder og nærstuderer vi genbrug og genanvendelse. 
Papir og pap har man i mange år genanvendt med stor succes. Mange skriftlige informationer er blevet digitale, men alligevel bliver vi ved med at bruge papir og pap; vi læser tegneserier og aviser og køber nye sko i skotøjsæsker.

Men hvorfor giver det mening at adskille pap fra papir i bøger og fra plastik i mælkekartoner? Og hvordan får man helt hvidt papir af papirfibre, som tidligere har været farvet af tryksværte?   

I Hillerød Forsyning fokuserer vi på genbrug af papir. Sammen går vi på opdagelse i papirets univers, hvor vi taler om, hvad der skal til for at genbruge papir, hvor meget energi man sparer ved genbrug, hvor meget papir vi modtager på genbrugsstationen, og hvad der sker med det, efter vi sender det videre til genanvendelse? 
For at blive klogere på dets egenskaber, skal eleverne lave deres eget genbrugspapir. Der bliver rig mulighed for at eksperimentere med farver, mønstrer og vandmærker, når vi laver papir. 

Læringsperspektiver

  • Eleverne afprøver og får indsigt i den praktiske bearbejdning af papir, når det skal laves til genbrugspapir.

  • Eleverne får viden om, hvordan og hvorfor produktion af genbrugspapir koster mindre energi end produktion af nyt papir.  

Praktisk

  • Målgruppe: 4.-6. klasse
  • Varighed: 75 minutter
  • Periode: Uge 39 – 23.-27. september 2024 
  • Deltagerantal: 
    Minimum fem elever og en lærer. 
    Maksimalt 30 elever + lærere.


Forenklede fælles mål: 
Natur og teknologi efter 4. klasse og 6. klasse. 

Læs mere om Naturvidenskabsfestival her.

7.-10. klasse: Ressourcestærk

Vi står med affald i hænderne flere gange om dagen, men hvad er der egentlig gået forud for netop det tidspunkt, det er blevet til affald? Og hvad sker der med affaldet, når vi sorterer det, og det ender i skraldespanden?

Affald er en ressource, vi skal udnytte for at passe på jorden og dens ressourcer. 
I undervisningsforløbet arbejder vi med, hvordan forskellige produkter er lavet, og hvordan man kan blive udfordret i affaldssortering, når det ikke er tydeligt, hvilke materialer et produkt er lavet af.

Gennem praktiske øvelser og diskussion arbejder vi med at forstå, hvordan omformningen af affaldet har betydning for det samlede klimaaftryk på jorden, og hvordan vores adfærd har betydning for, hvor meget affald der kan genanvendes, og hvordan vi kan spare naturen for påvirkning ved ikke at høste råstoffer her.

På genbrugsstationen ser og oplever eleverne, hvordan ressourcerne er systematiseret, og hvordan bæredygtighed og genanvendelse er tænkt ind i udformningen af vores moderne genbrugsstation, når vi håndterer affald, som ikke kan sorteres i vores hjem.  

Læringsperspektiver

  • Eleverne får praktisk erfaring med at identificere flere typer materialer og lave sortering af affald - både almindeligt husholdningsaffald og andre typer affald.
  • Eleverne får viden om, hvordan affald genanvendes og hvilke andre muligheder, der er for at bruge det som en ressource – eksempelvis ved afbrænding.
  • Eleverne kan perspektivere til, hvordan deres egen adfærd med affaldshåndtering kan påvirke miljøet og økonomien gennem forurening og udvinding af råstoffer.

Praktisk 

  • Målgruppe: 7.-10. klasse
  • Varighed: 90 minutter
  • Periode: Forløbet kan bookes hele året
  • Deltagerantal: 
    Minimum fem elever og en lærer. 
    Maksimalt 30 elever + lærere.

Forenklede fælles mål
Biologi, geografi og fysik/kemi efter 9. klasse.

Specialklasse

Forløb for specialklasser tager udgangspunkt i de definerede undervisningsforløb, men tilgangen kan være anderledes efter behov. 
Når I booker, kan I fortælle os om, hvordan

STX, HTX, HHX, HF, EUX 

Vi arbejder i øjeblikket på at udvikle et specifikt forløb til denne målgruppe. 
Vi kan stadig tilbyde forløb og rundvisning. 

Erhvervsuddannelse: Samarbejde med Vestforbrænding

Sammen med U/Nord og Vestforbrænding har vi udviklet et forløb, som klæder fremtidens medarbejdere inden for ernæring og byggeri godt på til at håndtere affald og bidrage til genbrug af ressourcer.

Dette forløb er udviklet til erhvervsuddannelser og har især fokus på uddannelser, der er knyttet til byggebranchen. Forløbet har fokus på affald, sortering og udnyttelse af ressourcer, og undervejs vil der både indgå teori og praksis.

Book forløb

Dette forløb kan kun bookes som en del af det fulde forløb med Vestforbrænding og som en del af uddannelsens grundforløb.
Booking skal foregå på mail til formidling@hfors.dk.

Del 1: Besøg hos Vestforbrænding

Forløbet begynder hos Vestforbrænding. Her skal vi tale ressourcer, og målet er at give de studerende en solid forståelse for, hvor vi får vores materialer fra, og vigtigheden af at genbruge og genanvende ressourcer.

Der vil være særligt fokus på fraktionen ”rest efter sortering” (tidligere: ”småt brændbart”). Vi går en tur på forbrændingsanlægget og ser, hvad der sker med det affald, vi sender til forbrænding – og hvilke konsekvenser det har, hvis det forkerte affald ryger til forbrænding.

Den sidste del af besøget sender os en tur ind i affaldshierarkiet, hvor vi gennem gruppearbejde og en fælles øvelse får den sidste brik til det store puslespil, som affaldssortering er en del af.

Del 2: Besøg hos Hillerød Forsyning

Anden del af forløbet er mere praktisk. Her vil der være fokus på materialer - f.eks. byggeaffald og kemikalier, og det er nu, de studerende gennem sorteringsøvelser skal vise, hvad de har lært på Vestforbrænding. 
Vi besøger også genbrugsstationen hos Hillerød Forsyning, hvor vi fokuserer på alle fraktionerne med byggeaffald.

Praktisk om forløbet

Målgruppe
Erhvervsuddannelser - særligt fokus på byggebranchen

Omfang
Besøg hos Vestforbrænding: 2½ time
Besøg hos Hillerød Forsyning: 1½ time

Adresse
Første del:
Vestforbrænding I/S
Ejby Mose vej 219
2600 Glostrup

Anden del:
Hillerød Forsyning
Solrødgårds Alle 6
3400 Hillerød

Anden uddannelse

Er I ikke nævnt i en af ovennævnte målgrupper? Bare rolig - vi har også forløb til jer.

Når I booker, kan I vælge målgruppen "Anden uddannelse". 
Her kan I oplyse:

  • Skolens navn
  • Studieretning og specialisering 
  • Information om jeres baggrund 

Sikkerhed og praktisk information ved besøg på Hillerød Forsynings genbrugsstation

Som ansvarlig for rundvisningerne på genbrugsstationen har Hillerød Forsyning en række sikkerhedskrav, du som kontaktperson/lærer skal være bekendt med, og som du skal være behjælpelig med at overholde. 

  • Det er et krav, at alle skal bære refleksvest, når de færdes på genbrugsstationen. Vestene bliver udleveret hos Hillerød Forsyning, inden rundvisningen starter.
  • De besøgende må ikke klatre op på eller stikke hånden ned i containere, rode i affaldet eller røre ved maskiner og andet udstyr.
  • Ved besøg af skoleklasser må der maks. være 30 personer med til rundvisningen inklusiv undervisere.
  • Ved besøg af børnehavegrupper må der maks. være 12 børn + voksne pr. rundvisning. Dette er for, at børnene har større mulighed for at være aktive og en del af rundvisningen.
  • Der er en nedre aldersgrænse på 3 år ved deltagelse på rundvisninger på genbrugsstationen.
  • Hvis I bliver forsinkede eller forhindrede i at komme, skal I afmelde jeres booking via bookingsystemet og evt. ringe til Kundeservice hos Hillerød Forsyning på tlf.: 48 23 10 00 og give besked.
  • Ved besøg af skoleklasser er det lærerens ansvar, at eleverne opfører sig fornuftigt under besøget og at hjælpe dem med at være aktivt til stede og fokusere på det, som foregår gennem hele rundvisningen.
  • Vær opmærksom på, at I besøger en arbejdsplads med potentielle farer, hvis sikkerheden ikke overholdes.
    Det er derfor ikke tilladt at løbe rundt, klatre på maskiner, platforme eller lignende eller færdes på egen hånd.
  • Deltagerne skal til enhver tid følge formidlerens anvisninger og følge den rute, der bliver angivet. Det kan være af sikkerhedsmæssige hensyn. Hvis ikke, anvisningerne følges, bliver vi desværre nødsaget til at afslutte rundvisningen øjeblikkeligt.
  • Det er ikke tilladt at indtage mad under rundvisningen.